På denne side kan du finde dialogspørgsmål til bøgerne “Allan har ADHD”
Du kan også download dialogspørgsmål som PDF her.
Dialogspørgsmålene kan bruges i forbindelse med en fælles gennemgang af en bog.
Man kan vælge at bruge alle spørgsmålene eller udvælge nogle af dem.
Under dialogen i klassen er det vigtigt, at man er opmærksom på at få eleverne til at uddybe deres svar. Spørg gerne ind til “ja”- og “nej”-svar, og lad eleverne komme med forskellige argumenter eller eksempler.
Dialogspørgsmål der kan bruges i forbindelse med alle 3 bøger:
● Hvem er Svip?
● Hvad betyder det at være en drillepind, ligesom Allan synes, at Svip kan være (side 4)?
● Hvad kan der ske, når Svip forstyrrer Allan?
● Hvordan er Allans og Svips venskab? Er de gode venner?
Allan og Svip har dansk

● Kender I til at blive forstyrret i timen, så I ikke kan koncentrere jer? Hvad kan I blive forstyrret af?
● Genlæs episoden fra side 8-11. Kunne Hanne have gjort noget anderledes? Kunne klassekammeraterne? Kunne Allan?
● Hvordan reagerer Hanne på side 27? Hvorfor tror I, at hun reagerer sådan?
● Hvad tror I, at Allan synes om Hanne? Hvorfor?
● Kender I til det med, at man er helt oppe at køre og bagefter bliver meget træt, ligesom Allan bliver træt, da han skal læse i læsebogen (side 14-21)?
● Se på klassekammeraternes ansigtsudtryk på side 26. Hvad tror I, at de tænker?
● I hvilke situationer forstyrrer Svip Allan?
Allan og Svip passer kagebod

● Hvordan kan man se, at Allan glæder sig til skolefesten?
● Hvad vil det sige, at man tænker, før man handler? Giv et eksempel.
● Hvorfor bliver Allan så vred på Line, at han hiver hende i håret (side 10)? Er det okay?
● Hvorfor bliver Stefan sur på Allan, når Allan prøver at hjælpe ham (side 10-13)?
● Hvorfor tror I, at Allan råber “LORTE IDÉ” (side 18)? Hvordan tror I, at Line får det, da han gør det?
● Kender I til at have så mange idéer, at I glemmer at lytte til de andres idéer?
● Hvad kan vi gøre i vores klasse, for at alles idéer bliver hørt? Kunne vi gøre noget anderledes?
● Er vi gode til at lytte til hinanden i klassen? Hvornår kan det være svært at lytte til hinanden?
Allan og Svip møder Anja

● Hvorfor kan Allan ikke koncentrere sig om regnestykkerne?
● Hvorfor bliver Allan bedt om at løbe rundt om fodboldbanen i matematiktimen? Er det en god idé?
● Hvad tror I, der menes med, at Allans krop føles som ‘et stort festfyrværkeri’ (side 16)?
● På side 18 ser Allan og Svip triste ud over at skulle i pauserummet. Hvorfor tror I, at de gør det? Har I et pauserum på jeres skole? Hvordan føles det at komme derind?
● På side 20 er Allans hoved fyldt med tanker, og kroppen er fuld af energi, så han slet ikke kan slappe af. Kender I den følelse? Hvordan føles det?
● Hvad lærer Allan og Svip af Anja?
● På side 30 siger Allan, at selv om Bodil ikke kan se Svip, så skulle man tro, at hun kunne. Hvad betyder det?
● Hvordan kunne vi hjælpe Allan, hvis han gik i vores klasse? Kunne I ligesom Allan lave særlige aftaler, så I kunne koncentrere jer bedst? Hvilke?
● På side 26 siger Svip, at han godt kan lide at ”dimse”. Hvad betyder det at dimse? Hvad kan man dimse med?